Nye ”landcykler” skal styrke turismen på Stevns

5. JULY 2019

Det skal være lettere for turister at komme rundt på Stevns, mener lokale aktører, der står bag et initiativ om at få 50 lejecykler til kommunen. Turismekonsulent fra Stevns Erhvervsråd, Niels Frederik Lund, mener, det vil få stor betydning for udviklingen af turismen lokalt.

Det har længe været en udfordring for turister at komme rundt i området, og særligt hjemturen fra Trampestien til Rødvig er problematisk for mange.

Derfor har den nystiftede Stevns Cykelturistforening, fundet en løsning på problemet: I starten af juli ankom 50 nye cykler fra den Københavnske virksomhed Donkey Republic til Stevns. De nye cykler skal gøre det nemmere at nå flere oplevelser, blandt andet rundt om verdensarven på Stevns. 

Initiativtagerne bag den nye forening er verdensarvspartnerne Rødvig Ferieby og Rødvig Kro- og Badehotel, som i samarbejde med Stevns Kommune og Stevns Erhvervsråd har fået aftalen med cykelfirmaet Donkey Republic op at stå. 

Cyklerne vil i første omgang blive placeret på 10 udvalgte placeringer. De 9 placeringer er allerede aftalt:

Rødvig Kro og Badehotel
Rødvig Havn
Rødvig Ferieby
Hotel Klinten
Koldkrigsmuseum Stevnsfort
Traktørstedet Højeruplund
Stevns Fyrcenter
Traktørstedet Gjorslev Bøgeskov
Horisonten STU / Store Heddinge St.

Du kan læse mere om de nye cykler hos Stevns Erhvervsråd

Læs mere om at cykle til verdensarven og husk, at vi elsker cykler, men ikke på Trampestien.