Oplev verdensarven under vandet. Om foråret er det som at dykke i lyshav, når solens stråler rammer den hvide klint under vandet og kastes tilbage.

Klinten fortsætter under vandet og giver en helt speciel oplevelse med klart vand i grønne og blå nuancer.

Det er ikke usædvanligt med en sigtbarhed på 12-15 meter.

Det er noget ganske særligt at dykke ved Stevns Klint, for havbunden består af store dele kridt og kalk. Og lagene danner plateauer under vandet, så det føles som at kaste sig ud fra kanten og svæve ned.

Verdensarvspartner, DykkerGitte, har dykket i hele verden, men Stevns er et af hendes yndlingssteder.

"I løbet af sommeren bliver det en smuk ålegræsjungle, som gemmer på masser af liv og oplevelser til timevis af dyk."

For øvede

Vind- og strømforholdene gør Stevns til et udfordrende sted at dykke, så det er ikke for begyndere. Til gengæld venter en dykkeroplevelse ud over det sædvanlige.

 

Boesdal Kalkbrud er et godt sted at dykke fra, fordi der både er parkering og "hul" i klinten, så du kan komme ned til stranden. 

Stranden er flintesten og rullesten.
Parkeringen er for toppen af bruddet, så en trækvogn er en god idé til dit udstyr. 

 

Topfoto: DykkerGitte