Rødvig
På Rødvig Havn finder du både fiskekuttere og lystbåde. Om sommeren summer havnen af liv med stemningsfulde spisesteder og skønne badestrande. Indsnus duften af tjære fra det gamle bådebyggeri, og lad børnene muntre sig på legepladsen.
Står du af toget på Østbanens endestation, kommer du lige ud til en fantastisk havudsigt og Rødvigs vartegn, flinteovnen. Ovnen er symbol på dengang, man brændte flint og udskibede det til København, hvor Aluminiafabrikken brugte det i fremstillingen af fajance.
Rødvig er kendt for sine smukke, røde solnedgange. Kommer du i autocamper, kan du nyde dem fra autocamperpladserne på fiskerihavnen.
Vil du på opdagelse, kan du besøge Rødvig Skibsmotormuseum, klappe en fisk på lystbådehavnen, sejle en tur med sørøverskibet på havnelegepladsen eller bare slentre rundt, se på skibe og opleve den gode, rolige stemning.