I Højerup finder du både drama og idyl. Det er her, geologen Alvarez tog prøver af klinten til sin teori om en meteor, der udryddede dinosaurerne. Det er her, den gamle kirkes kor-del styrtede ned over klinten. Og det er her, der ligger et gammelt, hyggeligt fiskerhus og et traktørsted.

Højerup er et af de bedste steder at opleve Fiskeleret og Stevns Klint. Gå ned på stranden ad den stejle trappe, læg hovedet bagover, og stil skarpt på det tynde, gråbrune lag af Fiskeler, der deler klintens nederste kridtlag fra det øverste kalklag.

Det er vigtigt, når du besøger klinten i Højerup, at du passer ekstra godt på den på grund af kystsikringen.

Se de tre regler for indsamling af fossiler længere nede på siden.

Verdensarven

Årsagen til, at Stevns Klint er blevet optaget som UNESCO Verdensarv er Fiskeleret, og den tydelige lagdeling i klinten, som fortæller om livet før og efter asteroidenedslaget, der fandt sted for 66 millioner år siden. Stevns Klint, og særligt Højerup, er ganske enkelt det bedste sted i verden at se sporene fra det. Og det var netop i Højerup, at geologen Alvarez tog de afgørende prøver af Fiskeleret, for at bevise sin teori om, at det var en meteor, der var med til at udslette dinosaurerne.

Om sommeren er der guidede verdensarvsture fra Højerup - læs mere på siden for arrangementer.

Lige syd for Højerup Gl. Kirke står to kikkerter - herfra kan du spotte Fiskeleret oppefra, eller bare nyde udsigten. Følger du Stevns Klint Trampesti forbi trappen, står der en kikkert mere - herfra kan du også se Møns Klint mod syd.

Højerup Gl. Kirke - kirken på kanten

Kirkens historie strækker sig helt tilbage til 1200-tallet. Man sagde dengang, at "kirken flyttede sig et hanefjed ind i landet hver julenat". Men naturen indhentede kirken. Havet vaskede det bløde kridt i bunden af klinten væk, og i 1910 opgav man at bruge kirken, fordi det blev for farligt. En ny kirke blev bygget længere væk fra klinten i 1913, og står som en flot kridtstensbygning ved siden af traktørstedet i Højerup.

Under et stort klinteskred i 1928, styrtede kirkens kor og en del af kirkegården i havet. Kirken er efterfølgende blevet sikret mod yderlige nedstyrtning. Dér, hvor koret var før, er nu en udsigtsterrasse, hvor man bogstaveligt talt hænger på kanten af klinten med den spektakulære udsigt over Østersøen og verdensarven. Kirken er udsmykket med fantastiske kalkmalerier. Du kan læse mere om både kirke og kalkmalerier på Selskabet Højeruplunds hjemmeside

Selvom kirken ikke officielt fungerer som kirke længere, er den populær at blive viet i. Hvert år bliver der foretaget omkring 150 borgerlige vielser i kirken, og mange af dem er udenlandske par, som ønsker en særlig oplevelse.

Åbningstider

Kirken er åben med gratis adgang i perioden 1. april-31. oktober klokken 10-17. Ved vielser er der ikke adgang til kirken under selve vielsen.

Området

Hele området emmer af idyl, og indbyder til hygge. Der er mulighed for gåture i Mindelunden, der er legeplads og ishus, og bænke og borde til den medbragte frokost. Du kan også nyde kaffen eller maden på Traktørstedet Højeruplund. Et stykke fra klintekanten kan du se gadekæret, omkranset af kirsebærtræer og de charmerende huse i landsbyen.

Højerup Gl. Kirke, parkeringsarealet og området forvaltes af foreningen Selskabet Højeruplund.

Har du fanget en fisk, eller skal have skyllet dine støvler, er der faciliteter og toiletter på bagsiden af traktørstedet - følg skiltene.

 

Find vej

Stevns Klint Højerup, Højerup Bygade 28, 4660 Store Heddinge.

Der er betalingsparkering.

Klik på billedet for Google Maps.