Vandring ved Verdensarven

Nyd den bjergtagende panoramaudsigt over Østersøen og Stevns Klints smukke og vilde natur med en gåtur på Trampestien.

Topfoto: VISM

Stevns Klint er perfekt for vandrere. Trampestien strækker sig 21 kilometer fra Bøgeskov Havn i nord til Rødvig i syd, og er en vandresti, udelukkende for gående. Stien løber over private lodsejeres grunde og marker, så det hænder, at den bliver pløjet op, og skal trampes til igen.

Kort over ruten

I folderen Oplev Stevns Klint finder du Trampestiens rute tegnet ind på folderens side 2.

Hent folderen i PDF her.

Oplev perlerne langs vandreruten

Går du ad Trampestien, kommer forbi de otte perler på Stevns Klint - otte seværdigheder, der ligger langs kysten som perler på en snor.

Du kan gå hele strækningen eller dele af den. Uanset, hvad du vælger, får du en helt særlig naturoplevelse, når du går langs klintekanten - marker, vild natur, nedlagte kalk- og kridtbrud, uforglemmelige udsigter, og rester fra Den Kolde Krig.

Overnatning på ruten

Ved Mandehoved og i Boesdal Kalkbrud er der shelterpladser, hvor du kan overnatte, hvis du vil gå ruten over flere dage.

Tak fordi du hjælper os med at passe på klinten

Trampestien løber over private grunde og marker. Tak fordi du følger lodsejernes anvisninger og udviser hensyn til Trampestiens øvrige brugere.

Du er også velkommen til at tage hunden med på vandreturen - når blot hunden er i snor og efterladenskaber samles op.

Vi elsker cykler - men ikke på Trampestien, som er forbeholdt gående.