Hvor vil du hen?

Stevns Klint er 15 kilometer lang, så der er rig mulighed for at opleve klinten og verdensarven.

Det mest populære sted at besøge Stevns Klint er Højerup. Her er stejle klintekanter, der giver sug i maven, dramatiske fortællinger om asteroidenedslag og dinosaurernes udryddelse, og en kirke, hvor kor-delen engang styrtede i havet. Her er et spisested, plads til picnic og en legeplads.

Parkeringsområdet ved Højerup er betalingsparkering. Betal i det lille røde hus, før du kører ud - pengene går til vedligeholdelse af området.

Ved hver af de otte perler langs Stevns Klint er et kort og vejvisning på Google Maps, så du kan finde rundt. Kommer du med offentlig transport, er det nemmest at tage toget til Rødvig, og gå langs Trampestien til for eksempel Boesdal Kalkbrud.

Planlæg din rejse på rejseplanen.dk.