Mærk storheden, når kajakken driver lydløst gennem det klare, blågrønne vand langs Stevns Klint.

Stejle klintevægge og glasklart vand. Det rå og det fine samlet på ét sted. Det tager pusten fra dig - og giver dig samtidig en stille ro. Der er få steder i Danmark, der kan hamle op med en tur i havkajak langs Stevns Klint.

 

"Stevns Klint er et af mine yndlingssteder at ro. Klinten står som en mur med nogle få, smalle strande. Det er et af de mest rå steder i Danmark."
Jacob Bols, havkajakroer.

 

Vil du slippe for at slæbe din kajak op og ned ad stejle trapper og klintekanter, så sæt kajakken i vandet ved Rødvig eller Bøgeskov Havn. Begge steder er der både havn og strand. Vest for Rødvig Havn kan du starte ud fra en fin, flad sandstrand.

Stevns Klint - et sted for øvede kajakroere

Vind- og strømforholdene gør Stevns til et udfordrende sted at sejle i kajak, og er derfor ikke for begyndere. Til gengæld venter en kajakoplevelse af de helt særlige. Enkelte af vores verdensarvspartnere tilbyder guidede kajakture - find dem under kategorien Oplevelser.

Fun fact

Om sommeren er der virkelig mange edderkopper på Stevns Klint. Du ser dem, når du kommer helt tæt på klinten fra søsiden.

 

Topfoto: Jacob Bols.