Lagene i Stevns Klint stammer fra bunden af det dybe hav, som for mere end 66 millioner år siden dækkede det nordlige Europa. I lagene kan man finde rester af dyr, som levede i havet - havøgler og hajer, blæksprutter, fisk og bittesmå alger. Det var dengang, da dinosaurer levede oppe på land, og flyveøgler svævede rundt i luften.  Men pludselig indtraf en katastrofe. En asteroide ramte Jorden, og mere end halvdelen af alle dyrearter uddøde - også dinosaurerne.

Stevns Klint består af fire lag, der fortæller dramatiske kapitler af Jordens historie. 

Det bløde kridt

Nederst i Stevns Klint ligger et blødt lag kridt, som strækker sig ind under hele Danmark, men her ved Stevns Klint kan man se undergrundens kridt stikke frem. Kridtet består af milliarder af mikroskopiske kalkskaller fra alger, som levede for millioner af år siden, da Stevns var dækket af et tropisk hav. Da algerne døde, dalede resterne af dem ned på havbunden. Det forekom gennem millioner af år, og blev til det tykke kridtlag, man i dag kan se i klinten. 

Ved Stevns Klint er kridtet omkring 900 meter tykt, så det er kun de allerøverste meter, der er synlige. Fordi kridtet er meget blødt, gnaver hav, vind og vejr sig ind på det, og underminerer klinten. Derfor ser man nogle gange, at det hårde kalk, som ligger øverst på klinten, falder ned på stranden i store blokke.

Fiskeleret

Forklaringen på, hvorfor dinosaurerne uddøde, gemmer sig i det tynde lerlag, Fiskeleret, som ligger mellem lagene af kridt og kalk i Stevns Klint. I 1978 tog professor i Earth and Planetary Science Walter Alvarez og hans far, den Nobelpris-vindende fysiker Luis Alvarez, prøver af Fiskeleret ved Stevns Klint, og deres undersøgelser førte til en revolutionerende teori om dinosaurernes uddøen. Her kan du læse hele historien om Fiskeleret, som har gjort Stevns Klint til UNESCO verdensarv. 

Nederst i Stevns Klint ligger det bløde kridt, og øverst ligger den hårde kalk og et tynd lag af moræneler. Mellem lagene af kridt og kalk ligger Fiskeleret.

Den hårde kalk

Øverst i Stevns Klint ligger den hårde kalk, som er dannet af skeletter fra mosdyr, der levede i kolonier på havbunden. Hvert enkelt mosdyr siede havvandet for fødepartikler, og ved Stevns var der så mange kolonier, at de dannede enorme banker på havbunden - banker, som man i dag kan se i kalken i Stevns Klint. 

De mørke bånd af flint i kalken følger formen på mosdyrsbankerne og gør, at bankerne ses tydeligt i klinten. Ved at følge et enkelt bånd af flint, kan man se formen på den enkelte banke, og hvordan den har udviklet sig. Først var der mindre banker, og siden voksede et lag mere på, og så endnu et, indtil bankerne til sidst stod mere end fem til ti meter høje på havbunden. 

Den hårde kalk hænger flere steder langs klinten næsten vandret ud i luften, og styrter af og til ned på stranden i store blokke. 

Levn fra istiden

Øverst i Stevns Klint er der spor fra sidste istid, for oven på kridtet ligger et få meter tykt lag af ler, grus og sten. Laget blev dannet for mellem 25.000 og 15.000 år siden, da store gletsjere bevægede sig umærkeligt hen over landet, og til sidst smeltede væk. Gletsjerne startede deres rejse i det mellemste Skandinavien. De høvlede sten og blokke af sand, grus og ler af det underlag, som de gled henover på deres vej ned over Sverige og gennem Østersøen mod Danmark. Nogle af disse naturmaterialer lå tilbage ud over landskabet i en usorteret blanding af alt fra ler til store blokke - det, der hedder moræneler. 

Kigger man på stenene i moræneleret, kan man se, at de består af stenarterne granit, gnejs, porfyr og forskellige sand- og kalksten. Nogle af stenene er så specielle, at man kan finde ud af præcis, hvor de stammer fra - for eksempel kan man finde røde sandsten fra Bornholm og bjergarten sortgrå diabas fra Kinnekulle i Sverige. De sten, man kan genkende, kalder man for ledeblokke, fordi de leder tilbage til det sted, hvorfra de blev ført videre af gletsjerne.